HOPBALLE MØLLE
Hopballevej 56, 7300 Jelling
Restaurant 75 85 32 56
Butik 75 85 32 38
Kontor 75 85 37 54
Fax 75 85 32 55
info@hopballe.dk

Hopballe mølle
Hopballe Mølle ligger ved Grejs Å mellem Vejle og Jelling i den nordlige ende af den naturskønne
Grejsdal. Gården er en gammel selvstændig mølleejendom, hvorpå der igennem næsten 600 år
har været mølleri. Her har bønderne fået malet deres korn til mel og gryn, og ved stampeværket
blev der lavet klæde til dyner, kørekapper, mandstøj, drengetøj og kjoletøj i den kvalitet, skræd-
deren ønskede det. I 1860 grundlagdes flormelsmølleriet, som blev ved til 1925. I 1921 oprettedes
et elektricitetsværk, som ved hjælp af vandkraften leverede strøm til hele Hover sogn.
Ved møllen var der også et savværk – og her blev der under krigen lavet fiskekasser og savet
generatorbrænde.
Hopballe Mølle er en gammel slægtsgård, som har været i familiens eje siden 1807 – hele tiden
gået i arv fra far til søn. Den nuværende ejer er således 6. generation. Der har altid været tradition
for dyrehold på stedet, før i tiden var det heste, køer, får, grise, gæs, ænder, høns og kyllinger.
I dag driver 6. generation Hopballe Mølle som landbrug med planteavl og kyllingeproduktion - og
7. generation hjælper til!. Vi ønsker at sætte fokus på dyrevelfærd og den gode råvare og vil derfor
tilbyde kvalitetskød direkte solgt fra gården uden fordyrende mellemled.
Vi har produceret kyllinger i mere end 20 år og den erfaring bruger vi selvfølgelig i vores arbejde
– kyllingerne trives og det kan ses og smages på kødet. Kødet har mere struktur, smag og kraft.
Derudover er kødet gyldent og mørt på grund af majsen.



