Nyt i gårdbutikken: Dansk Tøjdesigner på Hopballe Mølle

Lette, lækre striktrøjer i 100% baby alpaca fra Peru.

UNIKT HÅNDARBEJDE FRA PERU

Med stor respekt for designeren Marianne Benedicte Gorridsens ønsker, har de ansatte på et lille familieejet strikkeri i Peru fremstillet et skandinavisk design i en uld, som er blandt verdens blødeste, fra dyr, som har et godt og frit liv i det bjergrige og til tider meget kolde Peru.

Når du køber trøjerne i 100 % baby alpaca uld, hjælper du samtidig kvinder i et af verdens fattigste lande Peru, til at få et meningsfyldt arbejde i det lille familieejede strikkeri, som fremstiller de lette, lækre bluser, med håndhæklet halskant og håndbroderi i nakken, i form af et lille kvindetegn.

Bluserne bliver strikket på gamle aflagte europæiske håndstrikkemaskiner, som ikke længere bruges i industrien, og de er syet sammen i hånden og håndvaskede og soltørrede inden de afskibes for senere at forskønne skandinaviske kvinder.
Gennem salget støtter den lille danske designervirksomhed fra Silkeborg produktionen i et land med urgamle håndværksmæssige traditioner, som har rødder langt tilbage til de dygtige inkaer.

Peruanerne er stolte folk, som gør sig umage med deres håndværk, og siden projektets start i efteråret 2014, har antallet af kvinder i arbejde på den lille fabrik i Peru været hastigt stigende.

 

“MODE MED MENING… HJÆLP VERDENS FATTIGE KVINDER

” Det er min filosofi, at hjælper vi verdens undertrykte kvinder til at være en aktiv del af beslutninger og samfundsøkonomi, så hjælper vi også verden med at blive et bedre sted for vore kommende generationer”, siger designeren Marianne Benedicte.
Ordrerne fra Gorridsen Design Concept skaber jobs og muligheder i Peru, som i dag er et lidt overset Uland med masser af dejlige ressourcer, som bør hjælpes frem i lyset.
En del af overskuddet går tilbage til produktionen i Peru for at støtte flere arbejdspladser til nogle af verdens fattige kvinder, for eksempel i form af hjælp til at finansiere flere maskiner til strikkeriet i Cuzco ved den hellige dal i det tidligere Inkarige, hvor fint håndværk hører til en af de tusindårige traditioner.

Vi er rigtig glade for at være en del at dette projekt! Vi har flotte farver og designs så kom forbi og se, føl og prøv! Vi er klar til at vejlede dig… På gensyn