Asiatisk salat med grillede udbenede kyllingevinger

Asiatisk salat med grillede udbenede kyllingevinger

Print

Vi kommer ikke udenom det… Vores nyeste skud på stammen – UDBENEDE VINGER – er bare en succes!

Søde Ida fra Nordish har kreeret en opskrift til grillen, så her for du en skøn forening af grill smag og lækker salat.

Sidder du og tænker… Udbenede vinger… Hmmm… Så gør dig selv en tjeneste – Prøv dem! Det er smagfuldt og saftigt kød og masser af sprødt skind. 

Ingredienser 3 personer

500 g Hopballes udbenede vinger
2 spsk Olivenolie
1 spsk Ingefær, revet
2 fed Hvidløg, revet
Salt
2-3 stk. Hjertesalat
1 pose Sukkertærter, snittet i fine skiver
1 stor Avocado, skåret i tynde skiver
PYNT Koriander og Thaibasilikum

Asiatisk vinaigrette

5 spsk. God olivenolie
1 Lime, saft og skal heraf
2 tsk. Flydende honning
0,5 spsk. Ingefær, revet
0,5 fed Hvidløg, finthakket
1 spsk. Fishsauce
Evt. Finthakket frisk chili

Tilberedning

  1. Asiatisk vinaigrette: Pisk olivenolie, limesaft, limeskal, honning, revet ingefær, finthakket
    hvidløg og fishsauce sammen.
    Tilføj eventuelt lidt finthakket frisk chili, hvis du ønsker den får lidt styrke
  2. Marinér udbenede kyllingevinger med revet ingefær, hvidløg, salt og olivenolie. Lad det stå og marinere i 15-30 minutter. Tænd imens grillen.
  3. Steg derefter udbenede kyllingevinger på grillen, indtil de er møre og er flotte lysebrune på ydersiden.
  4. Skyl salaten og anret den på et fad.
  5. Fordel kylling, avocado og sukkerærter på salaten.
  6. Hæld vinaigretten udover salaten. Krydr med salt.
  7. Pynt med koriander og thaibasilikum.

Hopballe Kyllingebryst med nye kartofler og asparges

Hopballe Kyllingebryst med nye kartofler og asparges

Print

Det er grill tid! Her får du en nem og hurtig opskrift med lækker Hopballe bryst!
I opskriften har vi brugt vores store brystfilet på min. 280 g og ladet det være nok til 2 personer. Du kan også bruge 2 af vores brystfilet på 160-200 g.

Tænd op for grillen og afprøv Idas super lækre opskrift.

Ord er næsten overflødige… Sommer – grill – nye kartofler og friske asparges i en skøn kombination med brystfilet fra en smagfuld Hopballe kylling.

Ingredienser 2 personer

1 stk. Hopballe brystfilet
1 spsk Olivenolie
2 fed Hvidløg, revet
1 kvist Timian, finthakket
1 kvist Rosmarin, finthakket
Salt og peber Salt og peber

Kartofler & Asparges

400 g Nye kartofler
35 g Smør
250 g Asparges
1 bdt. Purløg, finthakket
Salt og peber
PYNT Evt. timianblomster eller andre urter

Tilberedning

  1. Tænd grillen og lad den varme godt op.
  2. Marinér kyllingebrystet i olivenolie, revet hvidløg, finthakket timian og rosmarin. Krydr
    med salt og peber.
  3. Steg kyllingebrystet på grillen med skindsiden nedad. Vend kyllingebrystet om, når
    skindet er sprødt og gyldent. Det må gerne vendes et par gange undervejs, og skal stege
    ca. 15 min. i alt. Lad derefter kyllingebrystet hvile i 5 minutter.
  4. Imens skrubbes og vaskes kartoflerne.
  5. Kog kartoflerne møre i saltet vand i en gryde.
  6. Bræk enderne af aspargesene og skær dem ud i 3 cm stykker.
  7. Når kartoflerne er blevet møre, hældes aspargesstykkerne ned til kartoflerne. Lad dem koge med i 1 minut.
  8. Hæld derefter vandet fra kartoflerne og aspargesstykkerne og tilsæt smør, finthakket purløg, salt og peber. Hak nogle af kartoflerne i stykker med en grydeske. Pynt kartoflerne med friske urter f.eks. frisk timian eller purløgsblomster.
  9. Skær evt. brystet ud i fine skiver og servér kartofler og asparges til. 

Hopballe underlår med kantareller og grov kartoffelmos

Hopballe underlår med kantareller og grov kartoffelmos

Print

Det er grill tid! Prøv vores saftige underlår, det er et hit!

Tænd op for grillen og afprøv Idas super lækre opskrift.

Grillen gør absolut noget godt, både for smagen med også for hyggen. Duften fra grillen gør det halve, og når du så serverer vores lækre Hopballe underlår med sprøde kantareller, så bliver det ikke meget bedre.

Ingredienser 2 personer

4 stk. Hopballe underlår
1 spsk Olivenolie
1 kvist Rosmarin, finthakket
Salt og peber

Kartofler

400 g Nye kartofler
200 g Kantareller
1 spsk Olivenolie
2 spsk. Persille, finthakket
35 g Smør
Salt og peber

Tilberedning

  1. Varm grillen op.
  2. Vend kyllingelår med finthakket rosmarin, olivenolie, salt og peber.
  3. Steg underlårene på grillen ved indirekte varme i ca. 40 minutter, indtil de er gennemstegte.
  4. Rens kantarellerne og vend dem med olivenolie, salt og peber. Steg dem møre på grillen ved siden af underlårene, indtil de får en flot stegeskorpe.
  5. Vask og skrub kartoflerne. Kog dem i saltet vand indtil de er møre.
  6. Hæld vandet fra kartoflerne. Hak i kartoflerne med en grydeske, så du får en grov kartoffelmos med store stykker kartofler. Tilsæt smør, finthakket persille og salt og peber.
  7. Pynt kartoffelmosen med stegte svampe.
  8. Servér de grillede underlår sammen med mosen.